”Flintholm!” replicerede min samtalepartner i den modsatte ende af røret, ”Flintholm - det lyder som et sted langt ude på landet!” Sådan var det også engang – men nu i år 2004 er ”Flintholm” kommet på Danmarkskortet.

Godt nok ikke Flintholm kirke, men Flintholm station, som blev indviet i begyndelsen af januar og som siges at skulle være Danmarks tredjestørste station. Metro, S-togene og snart Ringbanen flettes sammen på Flintholm station, som ligger for enden af Flintholm Allé og er nærmest nabo til den nordligste del af Flintholm Sogn, Buen og Ved grænsen.

”Flintholm” var en ”gammel gård af Godthåbs jord, matr. nr. 11, på 25 tdr. land, købt 1785 af landmand Jacob Nielsen Flindt” (Iflg. Charles Haugbøll: ”Frederiksberg veje og gader”) Siden overtog kaptajn Classen ejendommen, nedlagde den som landbrug og lagde jorden til Grøndal. Stuehuset med 1½ tdr. land blev lyststed og blev senere indrettet som epidemihospital. Jorden blev overtaget af Frederiksberg kommune, og i en årrække bar en havekoloni navnet ”Flintholm”. Flintholm Allé, en lukket vej fra Finsensvej ned mod banelinien, blev anlagt i 30érne; landligt var der stadig. Området grænsede til Vanløse og Valby. Sønderjyllands Allé blev anlagt 1914, men foreløbig kun for sporvogne og fodgængere.

På begge sider af Roskildevej lå der store gartnerier, bl.a. de Kochske grunde og Poulsens planteskole. Og dertil var der ”marken”, området mellem Søndermarkskolen og FB´s fodboldbaner. Et herligt sted for de mange børn. I Roskildegården f.eks. var der ca. 50 børn, nogenlunde i samme alder. Lejlighederne var små, men børnene kunne jo sove i etager i det ene værelse og forældrene i stuen. ”Marken” var ungernes foretrukne legeplads om sommeren, hvis man da ikke lige lå i slåskamp med ”bøllerne fra den røde gård” eller var på pæreskud. Om vinteren blev boldbanen med indgang fra Gustav Johannsens Vej omdannet til skøjtebane, og så mødtes man der til leg og sjov. Som regel skråede man over ved hjørnet af Peter Bangs Vej og Sønderjyllands Allé. Det var der, man byggede Flintholm Kirke. Frederiksberg Kommune skænkede denne hjørnegrund til formålet. 

Behov for et nyt sogn  

Det startede i 1940erne. Lindevang sogn voksede stærkt; derfor nedsatte man i 1943 en kirkekomité, der skulle arbejde for oprettelsen af et nyt sogn. Men hvad er et sogn uden en kirke? Derfor var en indsamling til kirkebyggeri noget af det første, man gik i gang med, væsentligst i sognet, men det blev efterhånden til, at alle de frederiksbergske sogne gav en hjælpende hånd og – ikke mindst – et økonomisk tilskud. I marts1949 blev det nye Flintholm sogn udskilt med Lindevangs residerende kapellan, pastor Carsten Holmer, som sognepræst.

Til at begynde med måtte man nøjes med en midlertidig kirke, ”men den var i grunden svært hyggelig”, som provst N.J. Rald skriver at sted – og det mente mange med ham. Trækirken var en tidligere tysk flygtningebarak fra Aalborg, og de ydre rammer var bestemt beskedne, men hvad gør det? Man skabte et smukt kirkerum. Fru Holmer, der var et kunstnerisk begavet menneske, syede og broderede fire messehageler af det stof, der nu var til at få på det tidspunkt. Under trækirken var der praktiske lokaler, som skulle danne rammen om menighedens liv i de følgende 10 år. Der er stadige mange, der husker trækirken og denne første pionertid med en særlig glæde.

Når man som nytilflytter i sognet kom cyklende forbi ude på Peter Bangs Vej, kunne man såmænd godt undre sig over denne bygning, som i al sin enkelhed ikke ligefrem signalerede, at dette var Den Danske Folkekirke på stedet her. ”Men” som en senere menighedsrådsformand, Jørgen Høeg, udtrykker det, ”så blev det ganske klart for en, når man vovede sig indenfor. 

Menighedsbørnehave 

Linjerne blev lagt for Flintholm menigheds daglige liv – fællesskabet skulle opbygges og det naturligvis med gudstjenesten som det centrale. Flintholm sogns kirkeblad blev sendt til alle husstande. I en række år var ”hovedet” på bladet et kort over sognet, som et kors kaster sin skygge henover. Hermed skulle der jo siges, at det kristne budskab, som lød fra kirken, gerne skulle sætte sit præg på de mennesker, der levede i dette sogn. Ideen og tanken bagved var både ret og god, men ved ”ungdoms-oprøret” ca. 20 år senere ønskede man dog noget andet: en stregtegning af kirken, som siden har været kirkebladets logo.

Kort tid efter at det ny sogn var dannet, blev Flintholm menighedsbørnehave på Mørk Hansens Vej oprettet. Et udtryk for det sociale ansvar, man følte i sognet. I disse sognets første år ydede menighedsplejen tillige en væsentlig social indsats. Man samlede tøj sammen hos dem, der kunne undvære. I ”Fru Ulmers rum” (nu ”Grønærten”) samlede damerne det hele, ordnede, syede og uddelte til dem, der havde brug for det. På Finsensvej lå der jo bl.a. en række husvildebarakker. Her havde man nærmest ikke til dagen og vejen. 

Trækirken første skridt på vejen

Trækirken blev indviet den 20. marts 1949, og der hvilede den klausul på den, at den ikke måtte anvendes som kirke i mere end 10 år. Man arbejdede derfor stærkt i menighedsrådet for at få bygget den nye, den ”rigtige” kirke. Der blev slidt trapper og stemt dørklokker i de år. Residerende kapellan, Carsten Johannessen , var organisator, og sparekassebestyrer og menighedsrådsformand gennem 19 år, Nicolaj Dahlerup, var kasserer for indsamlingen.

Man kunne melde sig som giver med et vist beløb – og man kunne udfylde et ”stenkort” med 50 mursten á 25 øre. Når indsamlerne kom på besøg, var det ikke sjældent, der blev budt på kaffe – på den måde lærte man hinanden godt at kende. Indsamlingen gik godt, men der var brug for flere midler. Og så afholdt man basar, som ikke løb stille af. Der kom rigtigt mange penge til kirkesagen ind ad den vej - der var kø på Peter Bangs vej før åbningen. Husmødrene havde gjort en enorm indsats. Der var blevet strikket og syet – der var op til 20 sykredse i sognet, og der blev bagt og samlet sammen.

En venlig manufaktur-handler gav hele sit lager af såler, og så kunne damerne sy morgensko Det var en smuk gestus i betragtning af, at disse såler kunne have indbragt den forretningsdrivende en god sum på det tidspunkt, efter krigen, hvor landet endnu led under mangel på varer. I basarens restaurant kunne man købe fedte – og pølsemadder og være heldig at få en lille dåse kaffe eller te med hjem.

En halv million til byggeriet

Desværre løb inflationen stærkere, end man kunne følge med. Alt i alt blev der indsamlet 500.000 kr. Det var mange penge, men ikke nok til det kirkebyggeri, som fra først af var tænkt langt større. Arkitekt P. Staffeldt Matthiesen, som også havde indrettet den lille træbarak, fik opgaven at skabe en monumental kirkebygning, og de første udkast og tegninger svarede helt til dette, men det, der blev råd til at bygge, var såmænd kun det, der oprindeligt skulle have været menighedshuset ! Byggestilen er traditionel og læner sig op ad det middelalderlige. Man ønskede ganske enkelt ikke en moderne kirke. Ofte studser folk over, at kirken ikke er ældre, da dens stil svarer mere til det arkitektoniske formsprog i begyndelsen af århundredet.

Man diskuterede, hvad kirkens navn skulle være, og overvejede at kalde den ”Befrielseskirken”. Dette forslag nåede endda helt til Kirkeministeriet, hvor man ville have det i velvillig erindring, lovede man. ”Dog, hvis en mere statelig kirke ønskede dette navn, så måtte man frafalde det i Flintholm sogn!” Det endte med, at det mere neutrale geografiske navn blev valgt.

Kran fra Holland

Flintholm Kirke blev mindre end beregnet, men gør det noget? Måske på ét felt: I stedet for et kirketårn blev det kun et spir. Da spiret, der var monteret nede på jorden skulle bringes på plads, viste det sig, at der ikke i Danmark fandtes en kran, der kunne løfte så højt. Efter kontakt med et firma i Holland lykkedes det at finde en kran, men kranen kørte kun 20 km i timen, så hele turen tog godt 14 dage. Klokken var støbt til større forhold. Ikke alt for venlige læserbreve i Frederiksberg Bladet tilkendegav de gener, som den store klokke forårsagede. Nogle imødegik dog kritikken med at understrege, hvor meget værre at bo op og ned ad Kølnerdomen! De mange kvaler bevirkede, at der blev lagt et lag gummi på knebelen. så lyden blev dæmpet. 

Kirken er bygget på gammel mosegrund – og mere end én gang har der været oversvømmelse i menighedslokalerne, når grundvandspumpen gav op. Så måtte kirketjeneren i gang med spand og klud, inden Falck kom og hjalp til med en pumpe. I øvrigt er lokalerne under kirken indviet, da de – for en tid – blev brugt til at holde gudstjeneste i. Ikke alene er menigheds lokalerne indviet, men kan også bruges som sikringsrum, da loftet er forstærket.

Kirkerummets indretning

Selve kirkerummet er enkelt – med Jais Nielsens mosaikker som alterbillede, et klenodie af rang, skænket af Ellen og Vilhelm Christensen. Alt træværk er holdt i lys eg, og døbefonten er af bornholmsk granit, hugget i ét stykke. På et tidspunkt blev dåbsfadet og den 7 –armede lysestage stjålet fra kirken. Dåbsfadet fandt man senere ude i Damhusengen. Men stagen dukkede ikke op. Heldigvis eksisterede der et lysbillede af stagen, og der blev udarbejdet en tegning ud fra billedet. Det eneste, man ikke kunne se på billedet, var foden, men kirketjener Stage (af alt) kom til hjælp. Han havde jo omhyggeligt pudset den syvarmede messingstage utallige gange, og ud fra hans anvisninger fik alterets nye stage det rette udseende.

I væggen over alteret er der indmuret et klippestykke fra Nebo bjerg. En dansk officer i FN-tjeneste i Jerusalem kom til Nebo bjerg og havde stenen med hjem. Mange spørger nysgerrigt, hvad det dog er for en lille brun sten, hvorfor maler man den ikke over? Fordi den skal minde os om historien om Moses, der førte folket ud af Ægyptens trællekår; efter 40 års vandring i ørkenen nåede de endelig frem. Moses selv døde inden da, men fik fra Nebo bjerg lov til at skue ind over det forjættede land. Den lille sten over alteret skal måske minde os om, at dette sted ikke er det forjættede land, men der er udsigt til det.

Prædikestolen er skåret i moseeg. tre plader med bibelske motiverer indsat. Den midterste af disse har i tidernes løb været ude for en temmelig hårdhændet behandling. Der kom mange unge i kirken – ungdomskorpsene og ungdomsklubbens mange medlemmer. En dag havde et par spejderpiger gemt sig for de andre - oppe på prædikestolen. De trykkede sig godt ind mod ind af siderne – og bang, så faldt siden ud samt et par forbløffede småpiger. Det samme skete ved en anden lejlighed. Præsten prædikede voldsomt og gestikulerede – åbenbart også med benene - så pladen røg ud med et brag. Den holder stadig, men den er revnet i midten. 

Nye projekter kommer til

Der var liv og virke fordelt over alle ugens dage - der blev slidt godt på lokaliteterne - og mere end én hovedistandsættelse har været nødvendig i tidens løb. En af de store ombygninger i begyndelsen af 80erne gjaldt elevatoren. Tæller man alle trappetrinene i bygningen sammen, så når man ikke så få. Videre ældre- og handicapvenlig var kirken bestemt ikke bygget, og da sognet ikke alene har mange boliger for ældre, men også mange plejehjem (bl.a. bygget på ”marken”), så blev det helt nødvendigt at bygge om. Det gamle konfirmand- og ungdomslokale i kælderen blev inddraget – i stedet blev den store sal delt med en skydevæg, så det stadig er muligt, at flere grupper kan være i lokalerne samtidig.

Et helt nyt projekt i kirken, gennemført i 1996, er opsætningen af fem glødelamper i hvælvingen ved altervæggen. Glasmosaikken bliver belyst udefra, men selve alterpartiet lå ”i mørke” undtagen ved juletid, hvor de tændte juletræer gav lys. Også den udvendige trappe op til kirken er nu belyst – et mangeårigt ønske.

I år 2002 fik kirken et nyt altertæppe, tegnet af væver og designer Anne Heegaard, som også er kirketjener i kirken. Hun har ladet sig inspirere af lyset, der falder ind igennem altervinduerne og tæppet kan tillige opfattes som en blomstrende have, man træder ind i. Tæppet er vævet af Berthe Forchhammer. 

Aktivt menighedsliv

Udover gudstjenesten og de kirkelige handlinger foregår der mange aktiviteter i Flintholm Kirke. FDF og KFUM –spejderne holder deres møder, der er konfirmationsundervisning, minikonfirmander, skolebesøg, studiekreds, møder for ældre og sogneaftner med spisning og foredrag. I årets løber der en del koncerter såvel med egne kræfter som kor og solister udefra. Igennem ca.10 år blev der skabt en hyggelig tradition for at holde juleaften i menighedslokalerne for de beboere i sognet, der ellers skulle sidde alene.

Menighedsrådet sørger i det hele taget for gode kår for kirkegængerne og de ansatte. Fællesskabet omkring kirken er selvfølgelig et andet nu end i den første periode, men der er stadig en god ånd og en stor glæde ved at komme i kirken. I årenes løb er præster, organister, kirketjenere, assistenter, kordegn, kormedlemmer, menigrådsmedlemmer kommet og gået; men der eksisterer en samhørighed og en kontinuitet, der holder os sammen. Og menigheden er trofast – nu som dengang.

Kirsten Fogsgaard